Nu glider Baaden
mod Skà¦rgaardsà¸en,
en �� i Havet
med grà¸nne Strande.
Her lever Blomster
for ingens ��jne,
de staar saa fremmed
og ser mig lande.
Mit Hjà¦rte blir som
en Fabelhave
med samme Blomster
som ��en ejer.
De taler sammen
og hvisker sà¦lsomt,
som Bà¸rn de mà¸des
og ler og nejer.
Her var jeg kanske
i Tidens Morgen
som hvid Spirà¦a
engang at finde.
Jeg kender Duften
igen fra fordum,
jeg skà¦lver midt i
et gammelt Minde.
Mit ��je lukkes,
en fjà¦rn Erindring
har lagt mit Hode
ned til min Skulder.
Saa tà¦tner Natten
ind over ��en,
kun Havet buldrer ���
Nirvanas Bulder.
|