Mit Sind er saa tungt, jeg ser intet Lys
i hele det skumrende, vide Rum.
Jeg bà¸jer mig sammen of ber om et Raad:
men Himlen er stum.
Jeg stirrer forknyt ud i Kvà¦lden haard
- da sprà¦tter der Stjà¦rne paa Stjà¦rne ud.
Jeg synes de vinker mig en efter en
som smaa Svar fra Gud.
Jeg bà¸jer mig ned med Tak for ikvà¦ld
og tror paa en Morgen saa klar og hà¸j.
Men da har de Stjà¦rner skjult af Skam,
o Gud hvor de là¸j!
|